Metodemæssigt afsæt
For mig er det vigtigste i samtaleterapien at se dig, som jeg sidder overfor.
Når du møder op til samtaleterapi hos mig, så gør jeg mig umage for, at du skal mærke dig tilpas i en situation, der ellers kan være svær at gå ind i.
Jeg har også, løbende i samtalerne, fokus på at udfordre dig. Min opgave er jo at gå de steder hen med dig, hvor du ikke selv kan lide at være - dvs. at hjælpe dig med de følelser, du ikke bryder dig om eller de situationer, du ikke ved, hvordan du skal håndtere. På den måde er det også hårdt arbejde at gå til psykolog. Det kræver nogle konfrontationer - men det kan samtidig lette enormt at få givet sit liv et mere ærligt udtryk. Når vi i højere grad bliver klar over, hvad vi egentlig mærker, hvad vi rent faktisk oplever i det liv, vi lever i forskellige sammenhænge og hvad vi har brug for, savner, gerne vil, må håndtere eller må udholde, ja, så giver dette også mulighed for at se på, hvordan man kan komme i retning af det.
Sammenlignet med andre relationer i livet, så har samtaleterapi en særlig karakter, hvor vi kun har ét fælles fokus, og det er dig. Jeg er psykolog. Du er klient. På den måde er det fuldstændig klart, hvad vi sammen skal: vi skal hjælpe dig på vej med det, du kommer med, som du udfordres af og/eller lider under!
Min tilgang til at hjælpe dig tager derfor også afsæt i forskellige metoder, der kan være hjælpsomme ifht. det, du kommer med og den måde, du har det på. Eksempler på
metodiske afsæt, jeg benytter mig af, er beskrevet nedenfor.
Med det psykodynamiske afsæt har jeg et grundigt fokus på de følelser, du måtte have. Som mennesker har vi også følelser, som vi ikke anerkender, og vi kan faktisk få en oplevelse af, at de slet ikke er der. Dette giver dog et indre pres fordi noget, vi har i os, negligeres. Følelserne er en del af vores kompas i livet. Derfor er det vigtigt, at vi kan mærke dem. De er omskiftelige. og med den omskiftelighed fortæller de os noget.
Men skal vi så altid handle på vores følelser? Nogle gange. I andre tilfælde kan det væsentlige være at anerkende deres eksistens og anerkende, at vi ikke lige nu kan få dem imødekommet. Men at være sig sine følelser bevidst er vigtigt uanset. For hvis vi ikke kan imødekomme dem, som vi allerhelst vil lige nu, så kan vi måske imødekomme dem på en anden måde, der også kan gøre en forskel for vores velbefindende. Det terapeutiske arbejde består således i høj grad i at komme til at kende egne følelser, at lære at aflæse deres udtryk, give plads til deres eksistens og at finde en måde at forholde sig til dem på. Følelserne er der uanset, om vi anerkender og mærker dem eller ej. Gør vi ikke det, så virker de bare ind på os ubevidst. Det kan derfor være livsforbedrende at få kontakt- og kendskab til vores følelser, så vi mere bevidst kan tage os af dem og det, de vil os.
Jeg er særligt inspireret af metoden: ISTDP (Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy), på dansk: Intensiv Dynamisk Korttidsterapi.
Mit psykodynamiske afsæt
Mit psykodynamiske afsæt
Med det psykodynamiske afsæt har jeg et grundigt fokus på de følelser, du måtte have. Som mennesker har vi også følelser, som vi ikke anerkender, og vi kan faktisk få en oplevelse af, at de slet ikke er der. Dette giver dog et indre pres fordi noget, vi har i os, negligeres. Følelserne er en del af vores kompas i livet. Derfor er det vigtigt, at vi kan mærke dem. De er omskiftelige. og med den omskiftelighed fortæller de os noget.
Men skal vi så altid handle på vores følelser? Nogle gange. I andre tilfælde kan det væsentlige være at anerkende deres eksistens og anerkende, at vi ikke lige nu kan få dem imødekommet. Men at være sig sine følelser bevidst er vigtigt uanset. For hvis vi ikke kan imødekomme dem, som vi allerhelst vil lige nu, så kan vi måske imødekomme dem på en anden måde, der også kan gøre en forskel for vores velbefindende. Det terapeutiske arbejde består således i høj grad i at komme til at kende egne følelser, at lære at aflæse deres udtryk, give plads til deres eksistens og at finde en måde at forholde sig til dem på. Følelserne er der uanset, om vi anerkender og mærker dem eller ej. Gør vi ikke det, så virker de bare ind på os ubevidst. Det kan derfor være livsforbedrende at få kontakt- og kendskab til vores følelser, så vi mere bevidst kan tage os af dem og det, de vil os.
Jeg er særligt inspireret af metoden: ISTDP (Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy), på dansk: Intensiv Dynamisk Korttidsterapi.
Mit afsæt i den kognitive tilgang
Det kan være væsentligt også at se på, hvordan vi tænker om os selv, andre, livet og verden omkring os samt at se på, hvor disse tilgange kommer fra. I terapien går vi således også rundt i dit liv som var det et landskab. Vi besøger forskellige mennesker, oplevelser og steder fra dit liv, som måtte være givende ifht., at du kommer til at forstå dig selv og dine tankemønstre og handletendenser bedre. Dette kan være et hjælpsomt led i at bryde negative handletendenser. Hvis man kommer hen til at kunne imødekomme sig selv mere kærligt og ordentligt, så vil det som regel, over tid, også have en forandrende effekt på de negative tankemønstre, man måtte kæmpe med.
Den bevidstgørelse, dette kræver, kan denne tilgang være behjælpelig med at få.
Begrebet narrativ betyder fortælling.
Den narrative terapi tager afsæt i, at vi undervejs i livet skaber fortællinger om os selv, andre og verden omkring os. Det gør vi alle. På den måde lever vi i en masse fortællinger her i livet, der dels nogle gange er sunde for os, andre gange ikke, dels nogen gange går i spænd med andres fortællinger og opfattelser, andre gange kommer i konflikt.
Den narrative tilgang har fokus på, at vi i høj grad får vores oplevelse af os selv og skaber en identitet via vores fortællinger om og selv, de mennesker vi omgiver os med og den verden, vi lever i. Tænk på hvordan forskellige kulturer definerer, hvad der vurderes ok og hvad der vurderes uacceptabelt. Det være sig i et land, i en religiøs forsamling, i en klike, et politisk parti, afdelingen på ens arbejdsplads, i familien, søskenderelationen, vennerelationerne, i forholdet mv. Det har stor betydning for vores ve og vel, om vi er omgivet af kulturer, vi oplever os hjemme og tilpasse i, eller om kulturen i nogle af de sammenhænge, vi indgår i, strider med hvad vi befinder os godt i, har af meninger og værdier mv. Livet byder sjældent på fuld overensstemmelse. Men graden af overensstemmelse eller mangel på samme påvirker os.
Inden for det narrative perspektiv er livet multihistorielt. Der kan altid fortælles en anden historie. Skal vi så bare finde på noget, der passer os bedre, hvad angår hvordan vi ser på os selv, andre, livet, verden? Nej. Men i terapien ser vi på, om der kunne andre være væsentlige fortællinger om dig, som ikke er blevet fortalt af dig selv og måske heller ikke af andre. Noget overset. Og hvis der er nogle dominerende fortællinger om dig, der eksisterer indeni og måske også i nogle af de sammenhænge, du indgår i, som på ingen måde lader dig "komme til din ret", da kan det være givende at få øje på disse dominerende fortællinger og give dem konkurrence af nogle af de perspektiver og sandheder om dig, som ikke bliver set. Således blive "tynde fortællinger" gjort "tykkere".
Bliver væsentlige oversete dimensioner af dig således "støvet af", så kan det give mulighed for ny livsudfoldelse. Omskrevne (eller udvidede) fortællinger om os selv og hinanden, hvor vigtige oversete elementer gives plads og berettigelse, kan også skabe grobund for fornyede måder at indgå i relation med andre på i såvel velkendte som nye relationer i vores liv.
Mit afsæt i den narrative terapi
Mit afsæt i den narrative terapi
Begrebet narrativ betyder fortælling.
Den narrative terapi tager afsæt i, at vi undervejs i livet skaber fortællinger om os selv, andre og verden omkring os. Det gør vi alle. På den måde lever vi i en masse fortællinger her i livet, der dels nogle gange er sunde for os, andre gange ikke, dels nogen gange går i spænd med andres fortællinger og opfattelser, andre gange kommer i konflikt.
Den narrative tilgang har fokus på, at vi i høj grad får vores oplevelse af os selv og skaber en identitet via vores fortællinger om og selv, de mennesker vi omgiver os med og den verden, vi lever i. Tænk på hvordan forskellige kulturer definerer, hvad der vurderes ok og hvad der vurderes uacceptabelt. Det være sig i et land, i en religiøs forsamling, i en klike, et politisk parti, afdelingen på ens arbejdsplads, i familien, søskenderelationen, vennerelationerne, i forholdet mv. Det har stor betydning for vores ve og vel, om vi er omgivet af kulturer, vi oplever os hjemme og tilpasse i, eller om kulturen i nogle af de sammenhænge, vi indgår i, strider med hvad vi befinder os godt i, har af meninger og værdier mv. Livet byder sjældent på fuld overensstemmelse. Men graden af overensstemmelse eller mangel på samme påvirker os.
Inden for det narrative perspektiv er livet multihistorielt. Der kan altid fortælles en anden historie. Skal vi så bare finde på noget, der passer os bedre, hvad angår hvordan vi ser på os selv, andre, livet, verden? Nej. Men i terapien ser vi på, om der kunne andre være væsentlige fortællinger om dig, som ikke er blevet fortalt af dig selv og måske heller ikke af andre. Noget overset. Og hvis der er nogle dominerende fortællinger om dig, der eksisterer indeni og måske også i nogle af de sammenhænge, du indgår i, som på ingen måde lader dig "komme til din ret", da kan det være givende at få øje på disse dominerende fortællinger og give dem konkurrence af nogle af de perspektiver og sandheder om dig, som ikke bliver set. Således blive "tynde fortællinger" gjort "tykkere".
Bliver væsentlige oversete dimensioner af dig således "støvet af", så kan det give mulighed for ny livsudfoldelse. Omskrevne (eller udvidede) fortællinger om os selv og hinanden, hvor vigtige oversete elementer gives plads og berettigelse, kan også skabe grobund for fornyede måder at indgå i relation med andre på i såvel velkendte som nye relationer i vores liv.
En fællesmenneskelig udfordring!
Fra da jeg i sin tid startede som psykolog har jeg haft et motto, som jeg har fundet frem til på baggrund af min opfattelse af den fælles menneskelige præmis: at vi lever i fællesskaber, at vi i væsentlig grad er afhængig af- og har brug for fællesskaber samt at vi må finde en måde at navigere heri - nogle gange med lethed, andre gange på trods af
at det er svært. Fællesskaber kalder på kompromisser. De giver og de tager ligesom vi selv både giver og tager.
Vi indgår i forskellige fællesskaber livet igennem, og de indvirker på os. Vi er meget påvirkelige som mennesker. På godt og på ondt. Vi får nogle styrker med fra det, der har gjort os godt igennem livet. Dét, som derimod har gjort os fortræd, får vi nogle kampe ud af. Nogle mener, at vi bliver stærkere af modstand. Det er jeg kun til dels enig i. Nogle former for modstand kan svække vores livsmod i en hæmmende grad. I sådanne tilfælde er bevidstgørelse, bearbejdning og hjælp til at finde ny livskraft væsentligt. Dette er blandt andet, hvad samtaleterapien tilbyder hjælp til. At lære vores styrker og sårbarheder bedre at kende, at finde ind til at benytte vores styrker i højere grad samt at finde en måde at drage omsorg for vores sårbarheder, så vi kan læges i en
vis grad og blandt andet på den baggrund kan finde nyt livsmod og nye handlemåder i livet - på trods.
Vi har brug for at høre til. Men vi har også brug for at bevare (eller finde hen til i højere grad at udleve) os selv, som vi er. Heraf mit motto: Ethvert menneskeliv rummer udfordringen: at finde sin vej i livet sammen med andre - som sig selv!
"Ethvert menneskeliv rummer udfordringen:
at finde sin vej i livet sammen med andre – som sig selv!"
Mette B. Madsen